Anni kunne ikke betale Hells Angels

Tirsdag d. 31. aug. 2010 kl. 11:23 af sosp / japi for TV 2 Nyhederne (opd. d. 31/8 2010; 12:55)

Anni Brinch (Tidl. Fønsby)

At det gik dårligt med indtjeningen i Anni Brinch og hendes venindes bordeller, stod i dag klart i retten i Odense, da en 34 minutter lang telefonsamtale mellem Anni og veninden Soffi blev afspillet.

Ifølge de to var en af grundene finanskrisens indtog i bordelbranchen.

"Pigerne er ustabile, og du har svært ved at få booket weekenden ud. Jeg blev også frustreret sidste gang, jeg skulle ordne husleje. Der var ikke engang til Hells Angels," siger Anni.

Soffi: Vi betalte beskyttelsespenge

Anni Brinch er tidligere dømt for at drive bordeller. Under den tidligere retssag i 2005 forklarede hun, at hun måtte betale beskyttelsespenge til Hells Angels hver måned.

Også i går fortalte veninden Soffi, at hun og Anni måtte betale beskyttelsespenge. Typisk lød beløbet på 100 kroner pr. pige.

Anni: Du tager røven på mig
På grund af den manglende indtjening følte Anni, at veninden snød hende. På en telefonsvarerbesked til veninden Soffi den 5. marts," siger Anni:

"Hej.. der er ikke gået penge ind på min konto, og jeg føler mig taget så meget i røven. Du siger, at der er styr på betalingerne. Jeg kører til Odense i morgen og får sat et skab op, så tager jeg pengene derfra, så må det være afdrag på din gæld, for det kan ikke passe, jeg skal sidde her og blive taget så meget ved næsen."

Kollegialt fællesskab af kvinder
Politiet mener, at veninden og Anni Fønsby i alt har drevet otte bordeller over hele Danmark og tjent over 11 millioner kroner. Selv afviser kvinderne, at de har gjort noget ulovligt ved at være engageret i bordellerne.

Ifølge veninden var bordellerne et kollegialt fællesskab af kvinder, der selv havde valgt at arbejde som prostituerede. Veninden sørgede på vegne af pigerne for det praktiske og fik løn for det, mens Anni Fønsby fik løn for at lave hjemmesider for de otte bordeller.

Print artikelSend til en ven Del på facebook