Mandag skal Anni Fønsby i retten, hvor hun sammen med veninden Soffi tiltales for at have drevet og tjent penge på flere bordeller rundt om i landet.
I det ni sider lange anklageskrift tiltales både Soffi og Anni for rufferi og have holdt bordel i byer som Odense, Ringsted, Vejle og Randers.
Her skulle de to have modtaget betaling fra kvinder, som benyttede lejligheden til at give sex mod betaling, ansat massøser og lavet vagtplaner for bordellerne.
Anni og Soffi skulle også have sørget for indretning og praktiske ting på bordellerne, som websites, elregninger, telefon og rengøring.
Kan blive straffet for sms
Anni Fønsby er også tiltalt for at have drevet bordel på Skt. Kjelds Plads i København, hvor hun menes at have tjent over 4,6 millioner kroner på fire år. Samlet set vil anklagemyndigheden konfiskere over otte millioner kroner hos Anni Fønsby.
Anni kan også risikere straf på grund af noget så simpelt som en mobiltelefon. Hun er nemlig også tiltalt for at have overtrådt straffeloven, fordi hun havde en mobiltelefon på sig, da hun var varetægtsfængslet i april sidste år. Anni brugte mobilen til at ringe og skrive sms'er.




