To henvendelser om Fakta-røver

Onsdag d. 25. aug. 2010 kl. 11:23 af Sofie Sparre for TV 2 Nyhederne

Jakke kan fælde Fakta-røver

Efter Fyens Politi i mandags i Station 2 Efterlyst efterlyste oplysninger om en mand, som røvede Fakta på Ørbækvej i Svendborg den 19. juni, har to vidner henvendt sig i sagen.

"En henvendelse har gået på røverens jakke og en anden mente at vide, hvem røveren er. Vi er nu ved at undersøge disse to tips, siger vicepolitiinspektør Klaus Arboe Rasmussen hos Fyens Politi til Krimi.tv2.dk.

Røveren gik direkte efter kasse nummer et. På vejen løb han hårdt ind i en kunde, og foran kassen skubbede han endnu en kunde væk, inden han truede den 16-årige kvindelige ekspedient med en sølvfarvet pistol.

Jakke kan afsløre røver
Det bedste spor i sagen er nogle små detaljer på røverens sorte jakke. Det er især teksten på jakkens højre skulder, ORG. 77/0, som er vigtig.

"Vi håber, der er nogle, der vil kunne genkende jakken og som kender en, der var i besiddelse af sådan en jakke på gerningstidspunktet," siger vicepolitiinspektør ved Fyns Politi, Klaus Arboe.

Jakkens ejermand beskrives som:

-180-185 cm høj

-Bleg i huden

-Blå/grønne øjne

-Iført en sort jakke med teksten ORG. 77/0

Da røveren havde fået fyldt sin grå H & M pose med penge, forlod han butikken ud af hovedindgangen. Ude på parkeringspladsen drejede han til højre og forsvandt bag Fakta i området omkring en børnehave.

Fyens Politi vil meget gerne høre fra flere personer, der kan have set røveren eller ved, hvem han er.

Print artikelSend til en ven Del på facebook