Røveri på Bordel i København (Efterlyst)
Under et røveri mod et bordel i Vanløse blev to kvinder samt en mandlig kunde slået i ansigtet. Og da de fire gerningsmænd ikke fik udleveret penge hurtigt nok, affyrede de et skud. Efter røveriet forsøgte røverne at slette alle spor ved at stjæle al overvågningsudstyr med. Men de overså ét enkelt kamera.
Røveriet mod bordellet fandt sted klokken 0.32 natten til den 21. Juni. De fire mænd trængte ind på bordellet, hvor to brasilianske kvinder samt en kunde befandt sig.
"De fire mænd er meget aggressive. De slår de forurettede i ansigtet med knyttede næver. Derudover bliver der affyret skud, fordi det ikke går stærkt nok med at udlevere penge", fortæller Brian Belling, efterforskningsleder hos Københavns Politi.
Opdagede ikke kamera i opgang
Al overvågningsudstyr på bordellet tog røverne med - men de opdagede ikke et kamera, der var monteret i trappeopgangen. På overvågningen ser man de fire mænd på vej op til bordellet på anden sal. Tre af mændene er fuldt maskerede, mens den sidste mand ikke har tildækket sit ansigt. Og ham håber politiet at nogen kan genkende.
- Han er mellem 18 til 25 år,
- 180 til 190 centimeter,
- Almindelig af bygning,
- Han er lys i huden,
- Han havde karseklippet hår,
- Han var iført en mørkegrøn jakke af mærket North Face.
De fire gerningsmænd flygtede med 2500 kroner i kontanter fra Skjulhøj Allé 8 i Vanløse.
Oplysninger i sagen kan gives til Københavns politi, Station Bellahøj, på tlf. nr. 3521 4350.




