Forsvaret skød ifølge Politiken 105 mio. kroner ved siden af, da det beregnede, hvad det ville koste at flytte Søværnets Grundskole fra Nordsjælland til Frederikshavn. Udgifterne til den nye skole i Frederikshavn med svømmehal og skydebane løb op i 190 millioner kroner, hvilket var 60 millioner kroner mere, end daværende forsvarsminister Søren Gade (V) havde fortalt Folketinget.
Samtidig viste det sig helt umuligt at få en fornuftig pris for den rømmede Auderødlejr, da forsvaret sidste år forsøgte at sælge den.
Forsvarsministeren havde regnet med at få 60 millioner for lejren, men højeste bud kom fra en optimistisk køber, der ville betale 2,1 million for den store grund med kontorbygninger, sportshaller og svømmehal, skriver Politiken.
Det afviste forsvaret, der i stedet overlod opgaven med at sælge Auderødlejren til statens ejendomsselskab Freja, der betalte 15 millioner for lejren.
I strid med lokalplanerne
Samlet set kom manøvren dermed til at koste forsvaret 175 millioner kroner - 105 millioner mere end forudsat.
"Det er et eklatant eksempel på, at forsvarets flytninger og salg af bygninger er gået helt galt," siger Socialdemokraternes forsvarsordfører John Dyrby Paulsen til Politiken.
Forsvaret havde regnet med, at Auderødlejren kunne indbringe en god pris, hvis den blev solgt til boligbyggeri.
Men forsvaret havde ikke taget højde for, at det var i strid med både Frederiksværk Kommunes planer for området og i strid med den overordnede regionsplan i hovedstadsområdet, skriver Politiken.




