Fik 25 år for at nedslagte tutsier

Tirsdag d. 3. aug. 2010 kl. 15:40 af jely / ritzau for TV 2 Nyhederne

Årtiet i billeder

En tidligere embedsmand i den østafri­kanske stat Rwanda er idømt 25 års fængsel for at transportere soldater til en flygtningelejr for at myrde tusinder af tutsier i 1994.

Dommen faldt i dag ved den internationale domstol i Tanzania, som behandler sager om folkemord i Rwanda.

Den 68-årige Dominique Ntawukulilyayo var en højtstående embedsmand i distriktet Gisagara, da folkemordet på 800.000 tutsier og moderate hutuer fandt sted i 1994.

Lovede at hjælpe tutsierne
Han blev dømt for at transportere soldater til en bakketop, hvor tusindvis af tutsiflygtninge var søgt hen. Han havde forinden lovet de fordrevne tutsier, at han ville brødføde dem og beskytte dem.

I stedet slap han soldaterne løs på mængden, og ifølge dommeren "efterlod det formentlige flere tusinde tutsier døde".

Ntawukulilyayo blev anholdt i Frankrig i 2007 og overført til FN's fængsel i byen Arusha i Tanzania.

Folkemordet i Rwanda stod på i 100 dage fra april til juni i 1994.

Print artikelSend til en ven Del på facebook