Chefen for det britiske olieselskab BP, Tony Hayward, har meddelt, at han træder tilbage. Hayward forlader sin post den 1. oktober, hvor amerikaneren Bob Dudley overtager chefstolen hos BP.
Ferien er for manges vedkommende slut, og hverdagen venter lige om hjørnet. Efter en sommer i sus og dus spørger du måske dig selv: "Er jeg gået glip af noget, mens jeg har været på ferie."
Nyhederne.tv2.dk har samlet ni af sommerens nyhedshøjdepunkter, så du stadig kan være med, når du sætter dig til bords sammen med de af dine kolleger, som ikke har været på ferie.
1. Oliekatastrofe i USA
Sommeren over har olieselskabet BP forsøgt at standse den læk, som opstod da olieboreplatformen Deep Horizon sank den 22. april i Den Mexicanske Golf. 11 mennesker omkom i ulykken.
Trods adskillige forsøg på at stoppe lækken er det endnu ikke lykkedes at stoppe olien helt og aldeles. Olien har forurenet store dele af den amerikanske kyst og der venter et stort oprydningsarbejde. BP har afsat cirka 200 milliarder til oprydningsarbejdet.
Kritikken rettede sig i løbet af sommeren mod BP's øverste direktør Tony Hayward. Efter massivt pres gik han i sidste uge af som direktør for selskabet. Det var dog ikke så meget en fyring som en forflyttelse. Hayward skal fremover være direktør for en af BP's afdelinger i Rusland og bliver samtid sendt afsted med en fratrædelsessum på omkring 100 millioner.
VM-festen bliver skudt i gang i Sydafrika allerede i dag
2. VM i fodbold
Verdens øjne rettede sig den 11. juni mod Sydafrika. Nogle af verdens største fodboldnationer - og Danmark - mødtes her for at afgøre, hvem der skulle løbe med titlen som verdens bedste fodboldnation.
For Danmark blev fornøjelsen dog ganske kort. Torsdag den 23. juni tabte Morten Olsens drenge mod japanerne og røg dermed ud efter første runde.
De to store europæiske fodboldnationer Holland og Spanien nåede dog hele vejen til den gyldne ende. Den 11. juli spillede Spanien sig hele vejen til guldet, og hollænderne måtte nøjes med sølvet.
Blæksprutten Paul forudsiger bronze til Tyskland
3. Ny trend: Synske dyr
Med VM fik verden også øjnene op for en ny trend: Synske dyr.
Trenden blev anført af den tyske blæksprutte Paul, som havde succes med at forudsige resultatet af alle Tysklands VM-kampe. Også finalekampen mellem Spanien og Holland forudså Paul korrekt.
Af andre synske elementer fra dyreriget, som har været fremme denne sommer, kan i flæng nævnes; dværgflodhesten Petty fra Serbien, marsvinet Jimmy, den rosinspisende tamarin Anton fra Ghana, pindsvinet Leon, dyrene i Chemnitz Zoo, en dværgged fra Odense Zoo, et hængebugsvin fra Lynge, undulaten Mani fra Singapore og sælen Rasmine fra Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg. Flere af dyrene viste sig dog at være knapt så synske som blæksprutten Paul.
Også TV 2's Go' Morgen Danmark havde besøg af den synske guldfisk Gilbert. Guldfisken kunne angiveligt ikke kun forudse, hvem der ville vinde VM-kampene. Den kunne angiveligt også spå om, hvordan programmets værter skulle bruge deres ferie, og hvilke biler de skulle investere i.
Med 34,1 grader blev søndag den varmeste sommerdag i 16 år
4. En varm sommer
Efter et koldt og trist forår blev det sidst i juni danskernes tur til at smide tøjet og nyde solen. Faktisk blev juli måned en af de varmeste, som nogensinde er målt.
Også nætterne var på den varme side og flere gange i løbet af juli kunne TV 2 Vejret rapportere om tropenætter. Det vil sige nætter med temperaturer over 20 grader.
Skjulte optagelser af hjemmehjælpere ved Håndværkerhaven
5. Svindel i hjemmeplejen
I løbet af juli afslørede TV 2 omfattende svindel i hjemmeplejen.
Bolden rullede da TV 2 med skjult kamera gennem to uger havde fulgt personalet på det københavnske plejecenter Håndværkerhaven.
Her kunne TV 2/Nyhederne dokumentere, at de ældre blev snydt for op mod halvdelen af den hjemmepleje, de havde fået tildelt. Hjemmehjælperne skulle bruge tiden på at servere mad, uddele medicin eller hjælpe ældre og svage med praktiske opgaver i hverdagen, men brugte i stedet omkring halvdelen af arbejdsdagen på private ærinder.
I dagene efter kunne TV 2/Nyhederne fortsætte med at afsløre, at svindlen ikke kun foregik i København, men også mange andre steder i landet.
Henvendelserne fra TV 2/Nyhedernes seere og TV2.dk's brugere væltede ind. Midt i juli måned havde TV 2 modtaget over 1200 henvendelser om hjemmeplejen.
VIDEO: Panikken bryder ud i Duisburg.
6. Katastrofen i Duisburg
Den 24. juli udbrød der panik ved den store techno-fest Love Parade i den tyske by Duisburg. 21 mennesker mistede livet og omkring 340 mennesker blev kvæstet. Panikken opstod i en folkemængde, der ventede i en tunnel ved en sikkerhedskontrol ved hovedindgangen på at komme ind på festivalområdet gennem en tunnel.
Efter ulykken kom det frem, at det område, hvor festivalen blev afholdt var godkendt til 250.000 mennesker, men at der anslået var mødt 1,4 millioner op.
Kritikken har efterfølgende haglet ned over byens borgmester, som flere har krævet går af. Også festivalens arrangører er blevet kritiseret for at sløse med planlægningen af festen. Festivalens arrangører svarede få dage efter tragedien igen med at lukke festivalen for altid.
Lene Espersen fortryder ikke, at hun ikke afbrød sin ferie for at deltage i EU-møde.
7. Lene og Helle i politisk stormvejr
Sommeren bød også på politisk stormvejr for både den socialdemokratiske leder Helle Thorning-Schmidt og den konservative leder og udenrigsminister Lene Espersen.
Espersen kom i modvind, da hun valgte at prioritere sin families ferie i Italien fremfor et udenrigsministermøde i Bruxelles.
Det er ikke første gang Lene Espersen har sat ferie foran arbejde. Tidligere på året blev Lene Espersen væk fra et møde i Arktisk Råd, hvor hun ellers skulle have mødtes med sin amerikanske udenrigsministerkollega Hillary Clinton.
På trods af massiv kritik fra befolkningen og dårlige meningsmålinger, bakker Lene Espersens politiske bagland op om hende.
Også Helle Thorning var på ferie, da de sorte skyer trak sammen om hende. Avisen B.T. kunne afsløre, at Helle og hendes mand Stephen Kinnock, som til daglig arbejder i udlandet, angiveligt havde rod i papirerne.
Først havde Helle Thorning og hendes mand i forbindelse med skattebetaling angivet, at han kun havde været i Danmark i 33 weekender i løbet af et år.
Da sagen så drejede sig om fælleseje af parrets hus i Kartoffelrækkerne på Østerbro i København hed det sig pludselig, at Kinnock havde været i Danmark stort set hver weekend.
Modsat Lene Espersen valgte Helle Thorning at afbryde sin sommerferie for at vende hjem og møde kritikken.
"En sløset fejl," forklarede Helle Thorning sig med, da hun landede i lufthavnen og blev mødt af den samlede danske presse.
Otte børnelig fundet i Frankrig
8. Børnelig fundet i Frankrig
Franskmændene var i chok, da politiet i sidste uge gravede to plasticindpakkede babylig op i en have i landsbyen Villers-au-Tertre, 200 kilometer nord for Paris.
En 47-årig kvinde og hendes mand blev kort efter fundet anholdt. Kvinden, Dominique Cottrez, der er sygehjælper, erkendte under de første afhøringer, at hun havde dræbt to af sine nyfødte børn for 10 år siden.
Efterfølgende indrømmede hun at have dræbt yderligere seks af sine nyfødte børn.
Manden blev efter ganske kort tid løsladt. Angiveligt vidste hverken han, eller parrets to døtre, at moderen havde været gravid og havde født otte børn.
Til politiet har kvinden forklaret, at hun ikke ønskede at få flere børn, men at hun heller ikke havde lyst til at gå til lægen for at få prævention.
Myndighederne har nu sigtet kvinden for drab på mindreårige under 15 år.
Den har været på tale i flere måneder, og nu er den endelig kommet til Danmark.
9: iPhone 4 rammer Danmark
Da klokken slog midnat og den 29. juli blev til den 30. juli blev den nye iPhone 4 frigivet i Danmark.
På trods af at Apples nyeste skud på stammen har været genstand for megen kritik på grund af dårlige modtageforhold, så var "den lille ny" alligevel ventet af mange danskere, som landet over havde stået i kø i mange timer for at få fingre i den populære telefon. Kort efter klokken 12 var de første telefoner på det danske marked da også revet væk.
En af landets førende hofreportere er begejstret for den kongelige familieforøgelse
10. Kronprinsparret skal ha' tvillinger
Rygterne var løbet lidt i forvejen, men i lørdags bekræftede Hoffet, at prinsesse Isabella og prins Christian skulle være storesøskende.
Den helt store overraskelse var dog, at Frederik og Mary skal have tvillinger, og de dermed bliver forældre til fire børn.
- BP- direktør går af efter olielæk
- Ekspert: BP-fyring hjælper ikke
- Stikprøvekontrol overså plejesnyd
- Hjemmehjælpere kaldt til samtale
- Love Parade kræver sit 21. offer
- Love Parade-ofre mindet i Duisburg
- Tyskland afviser at sælge synsk sprutte
- Synske dyr vælter frem fra gemmerne
- Lene E. har meldt afbud 13 gange
- Vælgerne flygter fra Lene Espersen
- Et flertal tror ikke på Thorning
- Thornings troværdighed i frit fald
- Mor erkender drab på otte spædbørn
- Babydrab i Frankrig: Far løsladt
- Apple indrømmer problem med iPhone
- Porno sniger sig ind på ny iPhone
- Varmeste nat i flere år
- Flere hede tropenætter i vente
- Fodboldklichéer der gør dig til ekspert
- Skuffet landshold landet i DK
- Kronprins Frederik far til fire




