Fem mennesker i en varevogn mistede livet ved København, da bilen blev knust mod autoværn
Det gik uhyrligt vildt for sig, da en varebil med fem mennesker forulykkede på Amagermotorvejen ved København til morgen. Alle fem blev dræbt.
Kort før ulykken ved 03-tiden overhaler bilen - i nødsporet og med voldsomt fart - flere andre biler, beretter vagtchefen på Politigården i København, John Hansen.
Da føreren af bilen vil ud fra nødsporet igen, hvor motorvejen deler sig mod København og Øresundsbroen, mister han herredømmet over bilen og torpederer autoværnet midt på vejen.
- Autoværnet er splittet ad over en strækning på 20-30 meter. Bilen er helt skilt ad, motoren blev slynget ud og fundet et stykke væk, fortæller John Hansen.
Tre sad i bilens varerum
De dræbte er formentlig alle mænd. De tre sad i bilens varerum og blev slynget ud. De to på forsæderne havde sikkerhedsseler på og blev befriet. Den ene blev erklæret død på stedet. Den anden døde 20 minutter efter ankomsten til hospitalet.
Varevognen er dansk indregistreret på gule nummerplader, men politiet kunne tidligt lørdag morgen endnu ikke sige noget om, hvem de dræbte er.
- Kun i få undtagelsestilfælde, må der sidde så mange i en varebil, og umiddelbart tyder det ikke på, at det har været sådan et lovligt undtagelsestilfælde, fortæller John Hansen.
Amagermotorvejen var afspærret i et par timer, men var ved 06-tiden atter åben for trafik.




