Vi bruger sundhedssikring som aldrig før

Mandag d. 21. jun. 2010 kl. 12:21 af ritzau for TV 2 Nyhederne

Danskerne fik sidste år udbetalt et rekordstort beløb i erstatninger fra deres sundhedsforsikring. Pengene bruges mest til at dække operationer.

De næsten en million danskere med en sundhedsforsikring får udbetalt erstatninger som aldrig før.

Sidste år måtte forsikringsselskaberne sende knap 1,3 milliarder kroner videre til personer med sundhedsforsikring. Det er 14 procent mere end året før - og dermed rekord.

Hos brancheorganisationen Forsikring & Pension mener vicedirektør Carsten Andersen, at udviklingen viser, at behovet for behandling vokser hurtigere, end det offentlige sundhedstilbud kan følge med i.

- Sundhedsforsikringer er i dag et supplement, vi ikke har råd til at undvære. Og slet ikke i en tid, hvor de offentlige kasser er under voldsomt pres, siger han.

Langt de fleste af erstatningerne gik til at dække operationer på et hospital, mens en tredjedel primært dækkede behandling hos psykologer og fysioterapeuter.

Netop erstatningerne til behandling hos psykologer og psykiatere er vokset markant siden 2003 - fra 2 millioner til 120 millioner kroner i 2009.

Ifølge Forsikring & Pension faldt det samlede antal danskere med sundhedsforsikringer en anelse i 2009 til lige under en million.

Faldet skyldes ikke mindst et fald i beskæftigelsen - og dermed det samlede antal medarbejdere med arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer.

/ritzau/

Print artikelSend til en ven Del på facebook