Danskerne skal arbejde mere for at genskabe væksten i samfundet, hvor produktionen sidste år faldt med fem procent. Det siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), der i dag indledte Folketingets afslutningsdebat.
"En hollænder skaber hver arbejdstime 25 pct. mere værdi end en dansker. En finne arbejder to timer mere om ugen. En koreaner påbegynder sin videregående uddannelse fire år tidligere end en dansker," sagde Løkke og henviser til regeringens dagpengereform, og videre at den til efteråret vil justere SUreglerne og reformere førtidspension.
"Og mere er på vej," siger han, dog uden at sætte konkret adresse på.
"Danmarks velstand og velfærd er ikke naturgiven. Det vil kræve gennemgribende reformer at nå så langt. Regeringen vil se fordomsfrit på alle forslag, der kan sætte skub i væksten og bringe os nærmere vores mål," siger statsministeren.
Han bedyrer, at hele efteråret vil stå i vækstens tegn, med henvisning til regeringens mål om, at Danmark i 2020 skal være blandt verdens 10 rigeste lande.
Afslutningsdebatten sætter punktum for et politisk år, hvor oppositionen og regeringen har markeret to klart forskellige økonomiske veje videre for Danmark.




