Det var kvælning, der lørdag nat klokken cirka halv fire kostede 40-årige Ljilja Gusatovic fra Hillerød livet.
Det fremgår af sigtelsen mod hendes 46-årige svenske kæreste, der nu er varetægtsfængslet in absentia, mens politiet venter på, at han bliver udleveret fra Sverige.
Det var kvindens 19-årige søn, der fandt hende dræbt i lejligheden, hvor han havde ligget og sovet i et andet værelse.
Meldte sig selv
Den 46-årige svensker blev anholdt lørdag, efter at han havde forladt Ljilja Gusatovics lejlighed på Hillerødholms Allé og kørt mod bopælen i Stockholm.
Den svenske mand har erkendt drabet og ringede selv til det svenske politi og lod sig anholde på en offentlig plads i den svenske hovedstad.
Den svenske mand forventes udleveret til Danmark i løbet af næste uge, hvorefter han skal for en dommer i Hillerød.




