Venezuelas præsident, Hugo Chavez, der i mange år har haft et anstrengt forhold til Colombia, advarer nu naboen om, at der kan udbryde krig mellem de to lande, hvis den tidligere colombianske forsvarsminister Juan Manuel Santos bliver landets nye præsident.
I sin ugentlige tv-tale sagde Chavez, at en sejr til Santos den 30. maj "kunne føre til krig". Den venstreorienterede, venezueske præsident forlanger samtidig, at den konservative, colombianske præsidentkandidat skal undskylde for et angreb på en Farc-lejr i 2008 ved Colombias grænse til Ecuador.
"Hvis han vil være præsident, så burde han starte med at sige 'undskyld' og bede om tilgivelse for bombetogtet," siger Chavez.
Chavez skal blande sig uden om
Santos, hvis familie ejer Colombias mest indflydelsesrige avis El Tiempo, siger, at Chavez ikke skal blande sig i valgkampen i et naboland.
"Colombianerne accepterer ikke indblanding i deres valg," siger Santos, der skal forsøge at vinde præsidentembedet efter sin politiske allierede Alvaro Uribe, der er Colombias nuværende præsident.
Ecuador har udstedt arrestordre på Santos
Angrebet mod Farclejren i 2008 blev gennemført i Santos' tid som forsvarsminister. Ecuador og Venezuela beskylder præsidentkandidaten for at have dræbt Raul Reyes, der var den militante bevægelses næstkommanderende.
Ecuador har udstedt en arrestordre på Santos på grund af bombetogtet mod Farc-lejren. Mandag skal en domstol i landets afgøre, om myndighederne skal reagere på afgørelsen.




