Tatoveringer kan være livsfarlige

Mandag d. 22. mar. 2010 kl. 08:18 af jely / ritzau for TV 2 Nyhederne

Tatoveringskonkurrence

Overvejer du at få en tatovering, får du måske sprøjtet farlige stoffer ind i kroppen. Der er ingen lov, der kræ­ver, at tatovørerne skal deklarere, hvilke farvestoffer de bruger. Det ef­terlader brugeren i en farlig situa­tion, vurderer professor i dermatologi ved Bispebjerg Hospital Jørgen Serup.

"Den tatoverede aner ikke, hvad de får sprøjtet ind i kroppen. Ud af de farvestoffer, der bliver brugt i Danmark, er der kun en varedeklaration på fem procent. De resterende 95 procent af stofferne kan indeholde hvad som helst," siger Jørgen Serup.

Almindelig tuschfarve kommer under huden på dig
Ifølge Jørgen Serup har lægerne for lidt videnskabelig indsigt i, hvilke stoffer der kan være livsfarlige, og derfor lovgiver de ikke om, hvilke stoffer farvestofferne ikke må indeholde.

"I mange tilfælde er den sorte tatoveringsfarve tusch. Tatovøren køber simpelthen tuscher og sprøjter stoffet direkte ind i brugerens hud. Det er direkte farligt," siger Jørgen Serup og fortsætter:

"Når vi ikke ved, hvad tatovørerne sprøjter ind i huden, ved vi jo heller ikke, om vi om 15-20 år pludselig får massevis af tatoverede, der har udviklet hudcancer. Studier i Tyskland har faktisk påvist, at flere af de farvestoffer, der bliver brugt i landet, er i EU-sammenhænge beskrevet som kræftfremkaldende," siger Jørgen Serup.

Sammen med Ph.d.-studerende Trine Høgsberg vil Jørgen Serup nu kortlægge hvilke stoffer, der er kræftfremkaldende.

"Arbejdet kan forhåbentlig føre til, at der snart kommer en lov, der forpligter tatovørerne at deklarere, hvilke farvestofferne de bruger. Brugerne skal have en vished om, hvad der sprøjtes ind i kroppen," slutter Jørgen Serup.

Print artikelSend til en ven Del på facebook