Overenskomst for 600.000 på plads

Søndag d. 21. mar. 2010 kl. 20:07 af nabr, ritzau for TV 2 Nyhederne (opd. d. 21/3 2010; 21:09)

Asbjørn Jensen

LO og DA har sagt ja til forligsmand­ens mæglingsskitse til nye overens­komster på det private arbejdsmarked. Mæglingsskitsen omfatter ca. 600.000 lønmodtagere.

På fredag fremlægger forligsmand As­bjørn Jensen sit endelige forslag.

"I de kommende dage vil jeg færdiggøre mæglingsforslaget og herunder foretage den tekniske gennemgang med hovedor­ganisationerne. Der er også en række andre organisationer, hvor vi skal have afklaret, om de skal med i mæg­lingsforslaget," siger Asbjørn Jensen.

Mindsteløn for slagterimedarbejdere stiger
Mæglingsskitsen betyder, at også slagterierne må til lommerne, selv om de har krævet op mod 20 procents lønnedgang for slagteriarbejderne.

Mindstelønnen stiger over to år med 2,95 kroner per time, normallønssatsen hæves over to år med 3,85 kroner per time, mens genetillæg for overtid og arbejde på søn- og helligdage og skifteholdsarbejde hæves med 3,5 procent.

50 procents regel bliver ikke afskaffet
HK Privat kom ikke igennem med sit krav om afskaffelse af den såkaldte 50 procents regel. Det ærgrer LO's formand Harald Børsting:

"Den hører ikke hjemme i et moderne aftalesæt. Men døren var smækket helt i hos arbejdsgiverne, og det ærgrer jeg mig over. Men vi er kommet igennem med så meget andet, eksempelvis nogle værktøjer til brug mod social dumping," siger Harald Børsting.

LO-formanden vil anbefale et ja til den nye toårige overenskomst, men forstår godt, at formanden for HK Privat Karin Retvig vil anbefale sine medlemmer at stemme nej.

Fakta om forligsmandens mæglingsskitse:

- Mindstelønnen for timelønnede stiger over to år med 2,95 kroner per time for voksne og 1,65 kroner for unge under 18 år.

- Normallønnen hæves over to år med 3,85 kroner per time for voksne og 2,30 kroner for unge under 18 år.

- To ugers ekstra barselsorlov ­ en uge hver til far og mor.

- For funktionærer bliver grundlovsdag en hel fridag.

-Ret til fratrædelsesgodtgørelse ud over dagpengene på 5000 kroner efter tre år, 10.000 kroner efter seks år og 15.000 kroner efter otte års ansættelse.

- Medarbejdere med natarbejde skal tilbydes helbredskontrol, inden de begynder natarbejdet og herefter mindst hvert andet år.

- Lærlinge og elever får hævet lønsatsen med 4,5 procent over to år.

- Billig udenlandsk arbejdskraft er fagbevægelsens helt store problem. LO og DA er enige om at intensivere samarbejde om at modvirke social dumping.

- LO og DA tilstræber at oprette et ligelønsværn inden 1. oktober 2010 for at sikre mænd og kvinder lige løn.

- HK får mulighed for at få delresultater med i mæglingsforslaget på de områder, hvor der ikke kunne indgås forlig på grund af 50 procents reglen. Det betyder, at HK kan få delresultater med, der passer præcis til deres brancher.

Kilde: LO og DA

Print artikelSend til en ven Del på facebook