En 22-årig kvinde fra Rumænien, der for kort tid siden blev frifundet i en sag om narkosmugling, kræver nu lige knap 1,3 millioner kroner i erstatning.
Det oplyser hendes forsvarer.
Kvinden var tiltalt for at have indsmuglet 10 kilo heroin i Københavns Lufthavn sammen med sin 39-årige tyrkiske kæreste i begyndelsen af 2008.
Hun nåede at sidde fængslet i næsten to år, før hun i november sidste år blev frifundet i Københavns Byret.
To gange i Københavns Byret
Frifindelsen blev i begyndelsen af marts stadfæstet af Østre Landsret.
Københavns Byret behandlede hendes sag to gange. I første omgang idømte retten hende ni års fængsel for narkosmugleri. Men sagen måtte gå om, fordi en af domsmændene var inhabil. Han er ansat i Skat og har beskæftiget sig med kontrollen i Københavns Lufthavn.
Renset for mistanken er kvinden nu tilbage i sit hjemland.
Hendes erstatningskrav skal behandles af Statsadvokaten. Det er ifølge Jacob Juul beregnet ud fra den sædvanlige takst for uberettiget fængsling, der er på 650-750 kroner per dag.
Et usædvanligt forløb
Beløbet kan i nogle tilfælde forhøjes, og det mener advokaten, at kvinden er berettiget til på grund af sagens usædvanlige forløb.
Oven i erstatningen for fængsling beder kvinden om et beløb for tabt arbejdsfortjeneste, så det samlede beløb kommer op på cirka 1,3 millioner kroner.
Den tyrkiske mand er siden blevet kendt skyldig i smuglingen. Han han blev for nylig i Østre Landsret idømt ni års fængsel.




