Det er tvivlsomt om regeringen, som del af trafikforliget fra starten af 2009, kan indføre en intelligent kørselsafgift fra 2017. Det skriver DR Nyheder. Politikerne har nemlig satset på at følge en hollandsk model, hvor vejafgiften beregnes ved hjælp af et gps-system installeret i alle biler.
Men det hollandske projekt er i fare for ikke at blive til noget. Det største af de hollandske regeringspartier støtter ikke mere projektet, som er beregnet til at koste 40 milliarder kroner og blive sat i drift i Holland fra 2016.
Dermed må danske politikere finde en anden løsning, hvis afgiften som lovet skal indføres fra 2017.
Risikerer udskydelse for anden gang
Eller også må projektet udskydes for anden gang. I efteråret blev tidspunktet for indførelse af intelligente kørselsafgifter i Danmark skudt fra 2015 til 2017.
"Jeg tør ikke sætte nogen bestemt dato på," siger Kristian Jensen som er politisk ordfører for Venstre og tidligere skatteminister.
Han fastholder dog, at det stadig er Venstres ønske, at der indføres kørselsafgifter, så registreringsafgiften han halveres.
"Holland har været længst fremme, så nu bliver vi nødt til at tage fat på vores plan b og så se på, om der er andre lande vi kan lære af i denne proces," siger Kristian Jensen til DR Nyheder.
Har lagt alle æg i Hollandsk kurv
Oppositionen er kritisk over for forløbet og mener, at regeringen har lagt alle sine æg i hollændernes kurv.
"Regeringen er i store problemer med den nødvendige omlægning af bilafgifterne, som vi skal lave for at belønne folk, der gerne vil købe en bil, der kører langt på literen," siger Jesper Petersen, som er SF's skatteordfører.




