Thomas Hagan, der i 1965 skød den afroamerikanske borgerrettighedsforkæmper Malcolm X, står til at blive prøveløsladt i næste måned efter fire årtier i fængselssystemet.
"Han er forsøgsvis sat til at blive løsladt den 28. april," siger en talsmand for fængselsmyndigheden i staten New York.
Morderen har dog haft en særlig arbejdsudgang de sidste 22 år. I øjeblikket skal han stadig sove to nætter om ugen i et lavsikkerhedsfængsel på Manhattan.
Forkæmper for sortes rettigheder
Hagan, der i dag er 69 år, var medlem af den militante, muslimske bevægelse Nation of Islam, da han skød Malcolm X under en tale.
Malcolm X var en kontroversiel forkæmper for sortes rettigheder, da kritikere anså ham for at være racistisk mod hvide og prædike et sort overherredømme.
Han var i længere tid en ledende figur i Nation of Islam.
Malcolm X blev skudt og dræbt i det sorte kvarter Harlem i New York 21. februar 1965.




