Mand blev stukket ned, da personer trængte ind til privat fest ved Skanderborg
En 18-årig mand er i livsfare, efter han klokken 02.40 blev stukket i maven med en kniv på Århusvej i Stilling ved Skanderborg.
Episoden skete, da en gruppe på tre-fire personer forsøgte at mase sig ind ved en privatfest, hvor fire-fem personer deltog.
Der opstod håndgemæng mellem de ubudne gæster og værterne, hvor en 23-årig mand, der deltog i festen, stak den 18-årige mand i maven med en kniv. Ofret er indlagt på et lokalt sygehus og er i livsfare.
Den formodede gerningsmand er anholdt. Han kommer fra Skanderborg. Det 18-årige offer er også fra Skanderborg.
"Der er fremstilling i sagen lørdag formiddag og det bliver muligvis for lukkede døre," siger Henrik Dam, vagtchef ved Sydøstjyllands Politi.




