HA starter rockerskole for unge

Fredag d. 19. mar. 2010 kl. 22:02 af jely for TV 2 Nyhederne (opd. d. 19/3 2010; 22:52)

Rockerklubben Hells Angels åbner nu sluserne for unge under 18 år.

Rockerklubben Hells Angels åbner nu sluserne for unge under 18 år. Det sker i morgen, når den lancerer støtte­foreningen Viking Defence League, skriver B.T.

"Vi tager ikke folk på under 18 år i AK 81. Så det er et sted for de folk, der måske er for unge til at blive AK'ere, eller for folk, der bare gerne vil støtte os lidt. Så kan de ligesom komme ind og snuse lidt til miljøet," siger HA-talsmand, Jørn Jønke Nielsen. Politiet mener, at motivet er at skabe en fødekæde til sine fodsoldater AK 81.

Politiet frygter for børn i HA's sold
Den vurdering kommer fra Kim Kliver, chef for Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter, NEC:

"Nu vælger man bevidst at rekruttere helt unge ned til 14-15 års alderen. Børn kan ikke gennemskue konsekvensen af det, de bliver en del af, eller stille kritiske krav til omgivelserne. Der er meget stor fare for, at de ender op i kriminalitet."

Kim Kliver opfordrer landets skoler til at give området stor opmærksomhed.

"Der er klart behov for en præventiv indsats i skolerne. Det er jo skolebørn det her," fastslår han.

HA's giver gammel forening plastikkirurgi
Jørn Jønke Nielsen forklarer over for TV 2 NEWS, at der er tale om en knap 30 år gammel forening, som de har besluttet at gøre mere moderne:

"Man kan godt kalde det en ansigtsløftning. Der kommer nogle bedre tilbud til folk, bedre kvalitet trøjer og sådan nogle ting, og så bliver det elektronisk, hvor det tidligere var med breve og girokort."

Han afviser, at det handler om rekruttering og siger, at der bare er tale om en støtteforening, hvor man for 300 kr. kan vise sin støtte.

"Alle kan sådan set være med, om man så er en 16-årig knægt, som har lyst til at snuse lidt til miljøet, eller man er en 75-årig bedstemor, der bare synes, vi er blærede."

Print artikelSend til en ven Del på facebook