Anna Nicoles bo får ikke en cent

Fredag d. 19. mar. 2010 kl. 21:25 af Jeppe Lykke Hansen for TV 2 Nyhederne

Anna Nicole Smith

Den afdøde playboymodel Anna Nicole Smiths efterladte får ikke en cent af de mere end 300 mio. dollars, som modellen ellers hævdede, at hendes oliemilliardærmand havde lovet at testamentere hende. Det skriver AP.

Dommen faldt her til aften ved en føde­ral appeldomstol og satte en stopper for 15 års kamp mellem modellen - og siden hendes bo - og oliemagnaten J. Howard Marshalls søn E. Pierce Marshall. Den unge skønhed Anna Nicole Smith giftede sig i 1994 med rigmanden, der døde blot et år senere og efterlod en formue på 1,6 mia. dollars.

Det officielle testamente sagde intet om en arv til milliardærens modelbrud. Det tilgodeså velgørenhed og E. Pierce Marshall med hver en halvdel af pengene.

Appeldomstolen stadfæstede en dom fra 2001 med den begrundelse, at alle parter var blevet hørt dengang under den fem måneder lange retssag.

Anna Nicole Smith døde i februar 2007, kun 39 år gammel. Hun efterlod sig en datter født året forinden. Anna Nicole Smith havde også en søn, men han døde som 20-årige få dage efter sin halvlillesøsters fødsel.

Print artikelSend til en ven Del på facebook