Sex afslører mistænkt millionrøver

Fredag d. 19. mar. 2010 kl. 10:26 af liio / Ritzau for TV 2 Nyhederne (opd. d. 19/3 2010; 14:58)

Røveri mod Dansk Værdihåndteringi  Brøndby

Mindst tre piger var i månederne op til Danmarkshistoriens største røveri i tæt kontakt med en af de nu mistænkte hovedmænd. En blev endda voldtaget af ham.

Trangen til sex med piger og unge kvinder kan ende med at fælde en af de mistænkte i sagen om millionrøveriet mod Dansk Værdihåndtering.

Den 40-årige TM nægter at have haft noget at gøre med en af de telefoner, der er blevet brugt i forbindelse med det store kup, hvor udbyttet blev 62 millioner kroner. Men de vidneforklaringer, som Retten i Glostrup hørte fredag, er svære at løbe fra.

Det var ham, lød det fra tre forskellige piger, der hver især udpegede TM som den mand, de i sommeren 2008 havde kontakt med via den famøse telefon.

Beskyldning om voldtægt
Den ene af kvinderne beskylder endda manden for at have voldtaget hende. Hun forklarede i den stopfyldte retssal, at hun i juni det år havde mødt manden ved et rent tilfælde. Hun havde tabt sin mobiltelefon og henvendte sig derfor til den fremmede på gaden, så hun kunne ringe fra hans telefon for at høre, om nogen havde fundet hendes egen. Derfra udviklede kontakten sig, og de aftalte at mødes et par dage senere i det gode sommervejr i Nørrebroparken.

"Jeg er meget udadvendt, så lad os drikke en kop kaffe, tænkte jeg. Det ville jeg ikke være afvisende over for, forklarede hun.

Det endte med, at de gik hjem til hendes lejlighed i nærheden for at snakke videre. Men da kvinden gerne ville i seng, kunne hun ikke få manden ud af lejligheden.

Ville ikke lade mig være
"Han ville ikke lade mig være. Han blev ved med at røre ved mig, forklarede kvinden med en stemme, der blev hurtigere og hurtigere for så til sidst at gå i stå og ende med en klump i halsen.

"Han blev ved med at overskride mine grænser igen og igen. Og så ender det med, at han voldtager mig. Det var i hvert fald imod min vilje, fortalte hun.

Han blev ved med at overskride mine grænser igen og igen. Og så ender det med, at han voldtager mig. Det var ihvertfald imod min vilje

Kvinde i retten

Chattede med 13-årig
Tilsvarende forklarede en pige til retten, at hendes lillesøster, der dengang kun var omkring 13 år gammel, også havde haft kontakt med TM via det omstridte telefonnummer. Manden havde chattet med pigen over internettet og fået hende til at strippe, mens han tilfredsstillede sig selv.

Og endelig kunne en pige fra Faaborg fortælle, at hun tilfældigt var faldet i snak med manden på banegården i Odense.

Politiets optællinger viser, at de to havde snakket sammen og sms'et til hinanden i alt 3200 gange over nogle måneder via det telefonnummer, der i sagen blot kaldes DVH14. Det lå i luften, at de to også havde haft en seksuelt forhold. Men hver gang anklageren nærmede sig det emne, lød der protester fra TMs forsvarer, Hugo Steinmetz.

"Det er en urimelig og unødvendig forklaring om forhold, der ikke er nødvendige for sagen," sagde han.

For TM er nemlig ikke tiltalt for voldtægten eller for at have et forhold til de unge piger.

"Det er jo et tilbagevende problem, når man ikke vil vedkende sig hvilken telefon, man har brugt, lød det syrlige modsvar fra anklager Helene Schrøder.

Print artikelSend til en ven Del på facebook