Til Hans Engell
Jeg har den senere tid fulgt Obamas kvaler med at få sin politik igennem kongressen, og det forekommer mig, at medlemmerne af senatet og repræsentanternes hus i meget højere grad end danske politikere er villige til at gå op imod partilinjen.
Den amr. administration skal ofte kæmpe for at få kongressens medlemmer - både demokrater og republikanere - til at skrive under på lovene.
Man kan sige, at kongressens medlemmer er meget opmærksomme på deres egen stemmes værdi.
I Danmark synes der at være en helt anden politisk kultur. Her stemmer MF'erne stort set altid efter partlinjen. Som et hold.
Men hvorfor egentlig?
Grundloven siger jo intet om partier. Folkevalgte er kun ansvarlige overfor deres egen samvittighed.
Hvorfor arbejder danske politikere ikke mere individuelt, i stedet for at agere stemmekvæg for deres partiledelser?
Har det egentlig altid været sådan i dansk politik?
Med venlig hilsen
Torbjørn Næs Bertelsen
Kære Torbjørn.
Det politiske system i USA og Danmark er meget forskelligt. I USA spiller partierne en rolle, men ikke i samme omfang som i Danmark. Det gælder både i Repræsentanternes Hus og Senatet - især det sidste sted.
Du må ikke glemme, at hver stat - nogle af dem mange, mange større end Danmark - kun har to senatorer, som har enorm magt. De er næsten ligeså indflydelsesrige som præsidenten og selv om de partimæssigt er forankret, betyder hensynet til deres hjemstat langt mere end partitilhørsforholdet.
Herhjemme stemmer MF'erne typisk sammen med deres partigrupper medmindre det gælder sager, hvor f.eks. helt lokale forhold spiller en rolle, hvis det er sager der handler om etiske og moralske emner - f.eks. hjernedødskriterier, homoseksuelle ægteskaber og lignende.
Her bliver medlemmer 'stillet frit' - stemmer altså alene efter deres egen holdning og ikke partiets.
Jeg synes ikke, du kan bruge udtrykket 'stemmekvæg' for ofte er der internt i folketingsgrupperne en lang og intens debat, før man lægger sig på et standpunkt. Og hvis en sag er alvorlig nok for den enkelte, har du jo også set ret mange eksempler på, at folk har forladt deres partier og enkelte sågar startet deres eget.
Jeg kan godt lide vores system sammenlignet med det amerikanske, bl.a. fordi danske politikere på den måde ikke udsættes for den samme intense, enormt aggressive lobbyisme, som vi oplever i USA. Blandt andet fordi vi relativt set har stærkere partistrukturer.
Venlig hilsen
Hans




