De amerikanske myndigheder vender endelig tommelfingeren opad for Bavarian Nordics koppevaccine Imvamune. Dermed er den længe ventede ordre på 20 millioner doser endelig i hus for det danske biotekselskab.
"Det markerer en stor og vigtig milepæl for Bavarian Nordic, der nu bliver en rigtig ordreproducerende industrivirksomhed. Med fulde ordrebøger for de kommende år er vi godt rustet til fremtidig vækst og succes for selskabet," siger selskabets direktør, Anders Hedegaard, i en fondsbørsmeddelelse.
Bavarian Nordic var ikke ligefrem en indbringende forretning sidste år. Selskabet fik et underskud i kassen på 331 millioner kroner før skat i 2009. Bavarians pengebeholdning svandt dermed ind med mere end 300 millioner kroner fra en egenkapital i 2008 på lidt over en milliard til ca. 700 millioner kroner i 2009.
De amerikanske myndigheders godkendelse ændrer ikke på udsigterne for selskabets bundlinje i 2010.
Trods den store ordre venter Bavarian Nordic stadig at få et underskud i kassen på minus på 250 millioner kroner.




