De 25 danskere i foreningen Grundlovskomiteen har ikke retslig interesse i at sagsøge statsministeren for grundlovsbrud, fordi Danmark deltog i Irakkrigen uden FN-mandat. Det har Højesteret afgjort.
Foreningen mener, at beslutningen om at lade danske soldater deltage i invasionen i 2003 var i strid med grundloven.
Ifølge Grundlovskomiteen er det bl.a. grænserne for, hvornår danske styrker kan stilles under fremmed kommando, der er brudt.
Sagen er oprindeligt anlagt mod tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V). Men da grundlovssagen følger embedet, er det nu Lars Løkke Rasmussen (V), der ville være den anklagede part, hvis sagen skulle gennemføres.
I alt har flere end 4.600 danskere ladet sig registrere støttesagsøgere. Det er på vegne af disse støtteansøgere at de 25 personer i Grundlovskomiteen har forsøgt at få lov til at sagsøge statsministeren.




