Minister åben for større klasser

Tirsdag d. 16. mar. 2010 kl. 20:03 af dabu / ritzau for TV 2 Nyhederne

Undervisningsminister Tina Nedergaard (V) vil ikke kategorisk afvise at give kommuner, der ønsker det, dispensation til at øge den normale maksimale klassekvotient på 28.

"Jeg mener, at det betyder noget, hvor mange elever der er i en klasse. Hvis en kommune mener, at den kan nå målene i folkeskoleloven på en anden måde, så synes jeg, det må komme an på en prøve," siger Tina Nedergaard. "Det er ikke mit førstevalg, men det kan være udmærket at høste nogle erfaringer med at variere klassestørrelserne i forhold til sammensætning og alder."

Dispensation kræver god forklaring
Århus Kommune fik sidste år kompensation til at benytte en højere klassekvotient end 28 i folkeskolerne, og i øjeblikket ligger der yderligere to ansøgninger i Undervisningsministeriet, oplyser ministeren. Ifølge dagbladet Information er der en del flere på vej.

Tina Nedergaard understreger, at der skal en god forklaring med for at opnå en dispensation.

"Det kræver, at kommunerne kan argumentere overbevisende for, at det kan gøres uden at gå på kompromis med kvaliteten i undervisningen. Der kan ikke blive tale om at give dispensation til at sætte flere børn i klasserne alene ud fra et sparehensyn. Forudsætningen er, at der ikke bliver gået på kompromis med borgernes rettigheder," siger Tina Nedergaard.

Print artikelSend til en ven Del på facebook