Cirka 80.000 rødklædte demonstranter kræver nyvalg og truer med nye demonstrationer, hvis Thailands premierminister, Abhisit Vejjajiva, ikke opfylder kravet.
Det var budskabet fra de mange tilhængere af tidligere premierminister Thaksin Shinawatra, som siden fredag har samlet sig i hovedstaden Bangkok.
Sent søndag lokal tid samlede demonstranterne sig foran militære barakker i udkanten af byen, hvor regeringen er samlet.
"Vi bliver her for at lytte til regeringens svar. Hvis de ikke opfylder vores krav, kommer vi med nye skridt," sagde en af lederne for de røde skjorte, Nattawut Saikuar.
Giver magten fra sig
En anden leder Veera Musikapong skar kravet ud i pap.
"Vi kræver, at regeringen giver magten fra sig, opløser parlamentet og giver magten tilbage til folket," sagde hun ved demonstrationens begyndelse søndag morgen.
Hovedparten af de røde skjorter er tilhængere af tidligere premierminister Thaksin Shinawatra, og langt de fleste er kommet til hovedstaden fra hans højborge i fattige områder i den nordlige del af landet og landdistrikter uden for Bangkok.
Arrangørerne havde håbet på en demonstrationsmarch på en million. Men de erkendte, at cirka 100.000 var mødt op. Politiet siger, at cirka 80.000 deltog.
Myndighederne frygtede sammenstød mellem demonstranter og uroligheder i byen, og der var truffet store sikkerhedsforanstaltninger.
Men hen under midnat lokal tid, midt eftermiddag dansk tid, var demonstrationen forløbet uden episoder," sagde politiet, der havde udkommanderet cirka 50.000 betjente og sikkerhedssoldater.
Dog blev der truffet ekstra foranstaltninger foran de barakker, hvor regeringen befinder sig," sagde en lokal politichef.
Ublodigt militærkup
Demonstration fandt sted to uger efter, at Thailands højesteret konfiskerede cirka halvdelen af Shinawatras milliardformue.
Selv er den tidligere premierminister ikke i landet. Han har opholdt sig uden for landets grænser, siden han i 2006 blev afsat ved et ublodigt militærkup.
Han er stadig populær blandt fattige, der nød godt af hans populistiske økonomiske politik.
Allieret med eliten
Hans tilhængere anser Abhisit Vejjajiva for at være alt for tæt allieret med militæret og landets økonomiske elite.
Abhisit Vejjajiva afviser at træde tilbage og siger, at han har ret til at blive siddende til næste valg.




