DF: VK bør afvise homo-adoption

Lørdag d. 13. mar. 2010 kl. 14:22 af trfi / ritzau for TV 2 Nyhederne

Venstre og De Konservative bør fast­holde borgerlig familiepolitik og af­vise, at bøsser og lesbiske par kan adoptere, når Folketinget tirsdag førstebehandler regeringens forslag.

Det siger Dansk Folkepartis soci­alordfører, Martin Henriksen.

Oppositionen tvang i 2009 regeringen til at fremsætte lovforslaget, som mi­nistrene vil stemme imod. Sidste år stillede Venstre sine folketingsmed­lemmer frit, som det ofte sker i etis­ke debatter.

Politikere skifter mening
Da seks Venstrefolk stemte imod regeringen, skiftede flertallet. Siden er Karen Ellemann og Gitte Lillelund Bech blevet ministre og stemmer nu imod loven.

Martin Henriksen håber, at Venstre og Konservatives folketingsmedlemmer står sammen med regeringen.

"Jeg retter en dybfølt appel til Venstre og Konservative om at fastholde det traditionelle ægteskab som udgangspunkt for den enkelte familie og fastholde det enkelte barns ret til, som udgangspunkt, at have en far og en mor," siger han i en pressemeddelelse.

Ægteskab som rammen om familien
Martin Henriksen afviser, at han brændemærker bøsser og lesbiske. Han mener, at "homoseksuelles rettighedskamp ikke må føres på bekostning af historiske bånd mellem mand og kvinde".

"Det må være statens rolle at understøtte ægteskabet som rammen om familielivet og i forlængelse heraf understøtte princippet om, at et barn så vidt muligt skal have sin opvækst i en tryg og stabil kernefamilie," siger Martin Henriksen.

Print artikelSend til en ven Del på facebook