Dræbt af skruetrækker i hjertet

Lørdag d. 13. mar. 2010 kl. 09:50 af trfi / ritzau for TV 2 Nyhederne (opd. d. 13/3 2010; 11:24)

En 45-årig mand er ved 18-tiden i dag stukket ihjel i det sociale boligbyg­geri Gartnervangen i Rønne.

Drabet på Bornholm er godt på vej mod en opklaring.

Den mistænkte har under nattens afhøring tilstået, at han jog en skruetrækker i hjertet på den nu afdøde 45-årige mand.

"Det handler om længere tids uoverensstemmelser. I går gik han så hen til den nu dræbte for at snakke tingene igennem, og de sad og drak øl ved et sofabord. Men pludseligt rejser han sig og går hen og stikker skruetrækkeren i hjertet på ham," siger politikommissær Peter Jørgensen.

Håber på gentagelse af tilståelse
Den anholdte 39-årig mand fremstilles lørdag formiddag i grundlovsforhør, hvor politiet håber, at han vil gentage sin tilståelse.

Den dræbte blev fundet død fredag først på aftenen i en lejlighed i Gartnervagten i Rønne. En kvindelig bekendt havde mistanke om, at noget var helt galt på stedet og fik tilkaldt politiet.

Senere på dagen kunne politiet så anholde den 39-årige, og undervejs i efterforskningen lykkedes det for en politihund at snuse sig frem til gerningsvåbnet.

Print artikelSend til en ven Del på facebook