Minister: Sejren er sikker i Afghanistan

Lørdag d. 13. mar. 2010 kl. 08:12 af trfi for TV 2 Nyhederne

Gitte Lillelund Bech

Danmark og de øvrige vestlige lande er sammen med de afghanske styrker ved at vinde kampen mod Taliban i Afghanistan.

Det fastslår den nye forsvarsminister, Gitte Lillelund Bech (V), i Berlingske Tidende.

Det er Bechs første vurdering som minister af den ni år lange konflikt. Den sikre tro på sejr bygger hun blandt andet på meningsmålinger, der viser øget afghansk tro på fremtiden, og på ankomsten af flere, især amerikanske, soldater til landet.

"Desuden bygger jeg min optimisme på det, som soldaterne fortæller, når de kommer hjem derfra. De tror på det," siger hun til Berlingske Tidende.

Gitte Lillelund Bech afviser samtidig også at sætte en dato på hjemkaldelsen for de cirka 750 danske soldater i Afghanistan.

"Det er vigtigt for mig, at de danske soldater bliver, så længe de kan gøre en forskel, og så længe afghanerne synes, de gør en forskel," siger ministeren.

Print artikelSend til en ven Del på facebook