Air France må bøde for flystyrt

Fredag d. 12. mar. 2010 kl. 22:15 af jely / ritzau for TV 2 Nyhederne

Fly haleror

Det franske luftfartsselskab Air France skal betale en erstatning på 2,04 millioner real - cirka seks millioner kroner - i kompensation til de efterladte efter en kvinde, der omkom ved et flystyrt i juni sidste år. Det har en brasiliansk dommer besluttet.

Den 41-årige Marcelle Valpacos Fonseca Lima var en af de 228 personer, der omkom ved flystyrtet, da Air France-flyet var på vej fra Brasilien til Frankrig.

Lima var offentlig anklager i Rio de Janeiro.

Dommer Mauro Nicolau fastslog, at flystyrtet i Atlanterhavet for en stor dels vedkommende skyldtes "forsømmelighed" hos Air France.

Passagerer fra 32 lande omkom i forbindelse med flystyrtet. Blandt de omkomne var en dansk kvinde.

Forsikringsselskabet for Air France, Axa, meddelte i dag, at det vil appellere den brasilianske domstols afgørelse.

"Vi vil appellere beslutningen. Denne kendelse må ikke skabe præcedens," hedder det i en erklæring fra Axa.

Print artikelSend til en ven Del på facebook