Tysk ærkebiskop beklager overgreb

Fredag d. 12. mar. 2010 kl. 16:14 af jely / ritzau for TV 2 Nyhederne

Lederen af Tysklands romersk-katolske kirke, ærkebiskop Robert Zollitsch, beklager igen, at præster har begået overgreb mod børn på katolske skoler.

"Tyske biskopper er forfærdet over det, der er sket og over den vold, der er begået mod børn," siger Robert Zollitsch efter et møde med pave Benedikt i Vatikanet i Rom.

"For et par uger siden bad jeg om til­givelse for overgrebene hos ofre og deres familier. Jeg gentager i dag denne bøn om tilgivelse," fortsætter han.

Den katolske kirke i Tyskland udpeger nu en biskop, som får ansvaret for at undersøge alle anklager om vold og seksuelle overgreb, der har rystet de tyske katolikker og ført til stærk offentlig kritik.

Pavens bror i overgrebssag
I februar kom det frem, at flere end 100 elever siger, at de er blevet seksuelt misbrugt af præster eller har været udsat for vold ved skoler, som drives af den katolske kirke.

En af sagerne er specielt problematisk, da den drejer sig om overgreb ved det prestigefyldte Regensburg drengekor, som mellem 1964 og 1994 havde pavens bror, Georg Ratzinger, som leder.

Den katolske kirke i andre lande er også ramt af anklager om vold og seksuel misbrug af børn. Det gælder blandt andet i Holland, Østrig, Irland og USA.

Robert Zollitsch er øverste leder for Tysklands cirka 26 millioner katolikker. Han lover, at kirken vil undersøge alle anklager og retsforfølge de skyldige.

Print artikelSend til en ven Del på facebook