Flugtfange klapper i som en østers

Fredag d. 12. mar. 2010 kl. 13:54 af Lisa Ioannou / liio@tv2.dk for TV 2 Nyhederne

Drabssigtet somalier

Politiet har i løbet af dagen forsøgt at få den 28-årige somaliske mand, der flygtede fra Psykiatrisk Sygehus i Aalborg, til at fortælle, hvor han har skaffet de 4000 kroner og den store køkkenkniv, som han havde på sig, da han blev anholdt i aftes.

"Han vil intet sige. Så vi er stoppet med afhøringen, for vi sidder jo bare kigger på hinanden," siger Michael Kjeldgaard, politikommissær i Midt- og Vestjyllands Politi til tv2.dk.

Den 28-årige mand er nu også sigtet for flugten og ulovlig våbenbesiddelse.

"Vi har sigtet ham for at stikke af fra sin varetægtsfængsling og for ulovlig våbenbesiddelse," siger Michael Kjeldgaard.

Han oplyser, at den 28-årige drabssigtede skal fremstilles i grundlovsforhør her til eftermiddag af rent tekniske grunde.

"Det betyder jo ikke at han vil tale, for han har en grundlovssikret ret til at lade være," siger Michael Kjeldgaard, og tilføjer at indtil flugten var den 28-årige villige til at udtale sig om det drab, som han er sigtet for. Han nægter sig skyldig.

Han er sigtet for drabet på sagsbehandler Birthe Christiansen den 27. januar ved Holstebro jobcenter.

Print artikelSend til en ven Del på facebook