Hvor er 36-årige Leif Christensen?

Onsdag d. 10. mar. 2010 kl. 10:54 af Peter Thorup / ptho@tv2.dk for TV 2 Nyhederne (opd. d. 10/3 2010; 13:02)

Leif Christensen

Den 36-årige århusianer Leif Christ­ensen er sporløst forsvundet. Manden blev sidst set omkring klokken 02.00 natten til lørdag, hvor han skulle tage en taxa fra Europaplads i Århus. Leif Christensen var meget fuld, og han kom øjensynligt aldrig med taxaen.

Kolleger, venner og familie har siden forgæves ledt efter Leif Christensen og Østjyllands Politi har ligeledes meldt sig ind i eftersøgningen.

"Vi er i fuld gang," siger Politikommissær Mogens Brøndum til tv2.dk.

"Vi er blandt andet ved at forfatte en officiel efterlysning som kommer ud i dag over middag," fortsætter han.

Stor fælleseftersøgning kl. 12
De pårørende har arrangeret en større fælles eftersøgning klokken 12.00, der tager sit udgangspunkt på Europaplads.

Mogens Brøndum oplyser, at havnebassinet kun ligger få hundrede meter fra Europaplads, og at det derfor vil blive centrum for politiets eftersøgning.

Leif Christensen havde været til fest med organisationen Sindslidendes Vilkår inden han forsvandt.

Print artikelSend til en ven Del på facebook