Snevinter gav boom i bulede biler

Tirsdag d. 9. mar. 2010 kl. 13:50 af kris / ritzau for TV 2 Nyhederne

Buler i biler

Vinteren 2009/2010 blev den koldeste siden 1996. Og nu kommer der status på, hvordan trafikan­terne klarede sig gennem det sneglatte vintervejr. Årets to første måneder bød på 76.514 biler, der kørte galt. Det er en stigning på 10 procent i forhold til sidste år, viser nye tal fra Forsikring & Pension.

"Det slår aldrig fejl. Når sneen og frosten kommer, er der flere, der kører galt. Vinteren har været voldsom i år med meget sne og is på vejene, og det har helt som forventet skabt stor travlhed," siger chefkonsulent Chris­tian Skødt, Forsikringsoplysningen.

Færre alvorlige uheld
Forskning & Pension begyndte at registrere antallet af buleskader hver måned i 2004, og aldrig har antallet været så højt, som det er i år.

Til gengæld har vinteren dog budt på langt færre uheld med alvorlige personskader. Antallet af dræbte og alvorligt tilskadekomne var i januar 2010 kun 263 mod 412 i januar sidste år.

Og det er en typisk tendens, forklarer Christian Skødt.

"Når sneen falder, og vejene bliver glatte, sætter vi automatisk farten ned. Vi ryger måske oftere en tur i grøften. Men alt i alt betyder sne på vejene, at vi undgår mange af de meget alvorlige trafikuheld," siger Christian Skødt.

Print artikelSend til en ven Del på facebook