Haarder vil stramme læge-regler

Tirsdag d. 9. mar. 2010 kl. 12:50 af trfi / ritzau for TV 2 Nyhederne

Bertel Haarder

Afsløringen af flere uduelige læger fra tredjeverdenslande får indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder (V) til at stramme reglerne for, hvornår de må arbejde på sygehusene.

Modsat de danske medicinstuderende begynder de udenlandske læger dog med en tredages test, som skal afsløre om deres udenlandske eksamen overhovedet er det papir værd, som den er skrevet på. Og som en nødbremse skal sygehusene i de løbet af de tre første måneder rapportere tilbage til Sundhedsstyrelsen, hvis de viser sig, at de alligevel ikke kan løse opgaven.

"Alle læger, som kommer udefra, skal igennem nøjagtig det samme som en dansk læge, som kommer ud fra universi­tetet: Nemlig ét års praktisk og teore­tisk uddannelse," siger Bertel Haarder efter et møde med Sundhedsstyrelsens direktør Jesper Fisker.

Harvard er velkommen
Kommer der dog en læge fra Harvard University, som Bertel Haarder udtrykker det, så kan vedkommende slippe med en sprogtest.

Samtidig vil Sundhedsstyrelsen undersøge, hvor stort problemet er med udenlandske læger som allerede i dag har fået en varig - eller permanent - autorisation uden at være kvalificeret til det.

"Det er en meget stor opgave at skulle i gang med alle sagerne, men hvis det er nødvendigt, så gør vi det selvfølgelig. Nu henvender vi os til arbejdsgiverne, regionerne, og hører, hvad deres erfaringer er med den her type læger og om der er der nogle problemer," siger Jesper Fisker.

Selv om indenrigs- og sundhedsministeren tidligere har forsikret, at reglerne var gode nok, så erkender han, at de åbenbart ikke har virket efter hensigten.

Netop VK-regeringen slækkede i 2002 reglerne, så læger fra tredjeverdenslande ikke længere skulle bestå flere fagprøver med det samme.

"Jeg har fuld tillid til, at den nye procedure vil blive administreret af Sundhedsstyrelsen. Sagen er, at man på en vis måde umyndiggør ledelserne på hospitalerne, men det er åbenbart også nødvendigt," siger Bertel Haarder.

Print artikelSend til en ven Del på facebook