De nye ejendomsvurderinger bliver choklæsning for mange familier, skriver Jyllands-Posten.
Mindst 150.000 danske familier er teknisk insolvente og kan ikke sælge deres bolig uden tab.
Priserne er aldrig faldet mere mellem to vurderinger. Ingen regioner i Danmark slipper for faldende ejendomsvurderinger. Men det er gået hårdest for sig på Sjælland, hvor boligpriser og grundværdier i gennemsnit er faldet godt en tredjedel, viser en opgørelse fra Skat.
Det dækker dog over store udsving. Flere vil opdage, at deres hus på to år er blevet halvt så meget værd.
En grim overraskelse
"Boligpriserne er faldet dobbelt så kraftigt under denne krise som under den sidste. I mange år har godt hver tredje af de yngste boligejere været teknisk insolvente. Min forventning er, at det vil være flere nu. Ikke nødvendigvis blandt de yngste, men blandt de ældre boligejere. Nogle står til en grim overraskelse," siger lektor, cand. polit.
Jens Lunde, Handelshøjskolen i København. Han siger, at det har mindre betydning, om man er gældsat op over skorstenen, hvis man da ikke står og skal sælge sit hus eller gerne ville belåne den ikke eksisterende friværdi.
"Man er låst fast"
Cheføkonom Ulrikke Ekelund pointerer også, at der er overraskelser i vente til dem, der ikke har fået deres hus vurderet af en ejendomsmægler eller et realkreditinstitut de seneste år.
"Ligger den sidste prisvurdering af huset nogle år tilbage, står man som boligejer over for en øjenåbner. Nogle vil formentlig vælge at polstre sig lidt, enten ved at afdrage på boligen eller ved at spare op på anden vis. Hvis man ikke skal flytte, betyder det ikke noget, at man er teknisk insolvent. Men det er ubehageligt, og man er låst fast," siger Ulrikke Ekelund.




