Toke Larsen, Skive:
"Jeg bor i Skive, og kunne nikke genkendende til jeres delhistorie om udkantsdanmark. I kunne lave en større udsendelse om det emne. Der er en dobbelt finansieringsklemme - et brugt hus kan der ikke lånes realkredit (eller banklån til) hvis huset ikke kan koste over 500.000 kr, og i øvrigt ikke kan sælges.
Det virker også omvendt sådan, at man ikke kan købe en byggegrund og opføre et nyt hus, da et nyt hus aldrig vil kunne sælges til kostpris, og dermed ikke kan bære det lån på ca. 1.500.000 kr., der skal til. Den eksisterende bygningsmasse fornys ikke, men forfalder, der kan ikke bygges nyt, og imens forgubbes befolkningen, og rammes af arbejdsløshed, da dem, der har taget en uddannelse er flyttet for længst.
Hertil flugt og outsourcing af de lokale arbejdspladser der i dominerende omfang har efterspurgt helt uuddannet arbejdskraft - i få brancher, f.eks. møbelbranchen. F.eks. koncernen Bodilsen, der indtil for 3-4 år siden, var bærende i møbelbranchen, men nu ikke kan gældssaneres for 3. gang.
Her har vi den tredje finansieringsklemme, da de lokale pengeinstitutter, SparMors, Morsø Bank, Morsø Sparekasse, Salling Bank, Sparbank m.fl. er i svære vanskeligheder som følge af udlånsportefølje i det lokale landbrug og lokale erhverv, udover almindelige eftervirkninger i eventyr under opsvinget. Det er også årsagen til, at egnen er i fare for at stå uden kulturudbud overhovedet - at Sparbank ikke kan videreføre Kulturcenter Limfjord i Skive, men må sælge 13 filialer, for at kunne slutte regnskab 2009 med en mindre katastrofe.
Studerer I den nye Skive kommune, vil I konstatere, at spørgsmålet i Åsted også lammer den nye kommunes handlekraft. I de forfaldne udkantsområder prøver den forgubbede befolkning ved stemmeafgivningen til kommunevalget at stemme lokale kandidater ind, der kan placere kommunens investeringsevne i udsigtsløse kommunale mindesmærker i Åsted, Selde, Thorum, Nautrup osv. I et håb om, at skatteydermidler kan trække pinen ud, til man har fået solgt, eller kan komme væk. Disse stemmer er samlet i landbo-Venstre, som befolkningen i udørknerne er præget af. Man kunne provokere, og sige, at hvor udviklingen udebliver, er de tilbageværende uden uddannelser, og stemmer landbo-Venstre.
Det har givet sig udslag i, at den nye Skive kommune 16-15 er domineret af udørknerne, med den tidligere formand for "Det skæve Danmark" som borgmester. I Skive, der er den nye kommunes eneste bæredygtige bysamfund, har 16-15 flertallet fået 15 % af byens stemmer bag borgmesteren. Borgmesteren og hans flertal har således ikke noget mandat i den eneste by, der er udsigt i at investere i, i den nye kommune. Det giver en omfordeling af kommunens investeringsevne for en kort tid.
Dette er underbygget af, at der nyligt er søgt midler eksterne midler til at behandle problemstillingen - bl.a. Fur med en god million, og det samme til Selde. Kommissoriet i disse bevillinger er at vende udviklingen, og bla. gøre Selde til det midtpunkt i Salling den var i 1950erne. Samtidig investeres en væsentlig del af den nye kommunes investeringsevne i byfornyelse i Durup, hvor folk, og de lokale arbejdspladser, flygter fra. Kommissoriet bag ansøgningerne om midlerne til behandling af problemstillingen er dog ikke optaget i den netop udsendte kommuneplan, hvor der tværtimod står, at man forventer en fortsat afvikling af det nordlige Salling, og i f.eks. Glyngøres mfl. tilfælde fjerner arealreservation.
En situation, der er låst i demokratisk underskud og markedets vilje - og som afventer, at byen Skive kan stemme landet, og de udsigtsløse investeringer her, ud. Hvis ikke det til den tid er for sent.
I kunne lave samme udsendelse på Mors eller i Thisted, men ikke kørt så langt ud som i Skive."




