20 min. i bus + 45 min. i tog til Føtex

Mandag d. 8. mar. 2010 kl. 12:11 af kris for TV 2 Nyhederne

Udkantsdanmark

Penille Jensen, Nakskov, Sjunkeby, Vestenskov og nu Odense:

"Jeg er ikke længere bosat i UdkantsDanmark, men jeg har været det i de første 20 år af mit liv.

Jeg boede først i Nakskov og derefter ca. 7 km. syd for byen i skiftevis Sjunkeby og Vestenskov, grundet mine forældres skilsmisse. Det vil være synd at sige at det er et overrendt sted, bortset fra tyskerne som kommer om sommeren.

Jeg syntes ikke det var særlig sjovt at bo der, da jeg blev teenager pga. der var så inderligt langt til alting. Hvis vi skulle i Føtex tog det 20 min. med bus og derefter 45 min. med tog, for derefter at gå ca. 1,5 km. Bilka vil jeg slet ikke snakke om, for det var jo nærmest en dagsrejse.

Lolland bliver af man udefra set som et taber-sted, hvilket jeg da egentlig godt kan forstå. Der er virkelig mange sociale udskud, ældre og meget få muligheder for at tage sig en uddannelse. Min gamle folkeskole, Vestenskov Skole, lukker til sommer pga. centralisering og nu er der ligeledes snak om at lukke dagplejerne i Vestenskov og Dannemare for at sende de små børn ind sammen med børnehavebørnene.

Hvis man vil lade resten af landets kommuner sende udskuddene til Lolland, så skal der også være mulighed for at der kan blive taget vare på de børn og unge der har brug for det.

Nu skal der ikke lyde som om Lolland er død og ødelæggelse, men Lolland er gået i stå. Nakskov var en meget, meget, meget død by indtil Vestas flyttede ind i de gamle skibsværfts bygninger. Når byggeriet af Femern-broen går i gang bliver der nok at se til, men efter byggeriet står færdigt vil Lolland blive et sted man bare kører igennem, endnu mere end det er i forvejen. Hvor mange ligger mærke til at de passere over Farø-broen og igennem Guldborgsundtunnelen? Ved folk egentlig hvor de er?

Jeg elsker min fødeø, så utrolig meget. Jeg har boet i Odense i næsten to år nu, for at studere og jeg glæder mig så inderligt til jeg er færdig om 3 år, så jeg kan komme ud af byen og ud på landet hvor jeg har marker, luft og vand omkring mig. Lolland har sat sine spor i min krop og jeg vil altid være et landmenneske. Hvis Lolland "voksede" og blev til en levende ø igen, men lidt flere muligheder, så ville jeg med glæde flytte hjem igen. Naturen er så fantastisk smuk og når man kender til lokalområdet bliver den bare endnu smukkere. Folkene er ikke så sure som i byen og jeg er sikker på at der bliver holdt øje med om man nu er okay.

Udkantsområderne er skældt ud, men dem som skælder dem ud har nok aldrig selv været der.

Jeg vil give alle dem jeg kan dette råd: Til sommer skal I tage til Lolland og besøge Nakskov. Kig på byens smukke, gamle huse omkring Axeltorv og gå en tur ved havnen. Besøg Hestehovedet og tag en dukkert, eller kør ud af Langøvejen og se naturen folde sig ud for jeres øjne. Kør til Langø og se fiskerihavnen som til dels stadig fungere og kør af den gamle vej forbi Ydø, Albuen, Kappel, Sjunkeby, Næsby og Vestenskov indtil du igen ender på Langøvejen mod Nakskov. Læg mærke til at I over et hop. det er dæmningen som har inddæmmet jord for mange år siden. :) Hvis I tør kan I jo prøve hopbakken på Læsøvej, men husk at vinke til dem på gården ved bakken - der bor min far! :)

Jeg håber at I hermed har fået lidt af mit indtryk af Lolland/Nakskov - både de dårlige og de fantastiske!

Hilsner fra lollikken"

UdkantsDanmark
Print artikelSend til en ven Del på facebook