14 mænd er tiltalt for at begå Danmarkshistoriens største røveri. Læs mere på nyhederne.tv2.dk
TV 2 Nyhedernes reporter Janni Pedersen er i retten for at dække ressagen mod 14 mænd, der anklages for røveriet til 62 millioner kroner mod Dansk Værdihåndtering i Brøndby.
"Det er ganske usædvanligt i Glostrup byret. Nævningesalen er bygget om. En væg er revet ned og tre bokse er sat op. Her sidder tolke og oversætter på henholdsvis svensk, fransk og arabisk. Der er 14 tiltalte. Mænd i 20 til 43 års alderen fra Danmark, Sverige og Frankrig. Foran dem sidder deres 14 forsvarsadvokater. Bag dem politimænd," rapporterer Janni Pedersen fra retten, og tilføjer, at stemningen er let blandt de tiltalte og deres forsvarsadvokater.
"Mændene er meget forskellige. En er klædt i en ny Burberry jakke. En har Converse sko, nye cowboybukser, skjorte og rød bluse. Han har et stort kors hængende om halsen. Andre ligner mere gængse kriminelle typer med karseklippet hoved og tatoveringer op ad halsen".
Sindssyg i gerningsøjeblikket
En af de tiltalte en 42-årig dansk mand, har erklæret sig delvis skyldig. Han erkender medvirken til groft tyveri og erkendte at have medvirket til at bortskaffe beviser.
Men han går efter straffrihed, da han var sindssyg i gerningsøjeblikket. Og derfor vil han have en dom til anbringelse eller behandling på en psykiatrisk afdeling. De øvrige 13 nægter sig skyldige.




