Millioner skal beskyttes bedre

Mandag d. 8. mar. 2010 kl. 06:29 af hmm/ritzau for TV 2 Nyhederne (opd. d. 8/3 2010; 06:35)

Røveri mod Loomis

Når millioner af kroner køres rundt på vejene og opbevares i depoter, skal der være kontrol med, om værdierne håndteres efter bestemte standarder.

Det er Nationalbanken, der har taget initiativ til et nyt sæt spilleregler, og det får ros af Sikkerhedsbranchens direktør, Kasper Skov-Mikkelsen.

Baggrunden er blandt andet to store millionkup mod selskaberne Loomis og Dansk Værdihåndtering, som i 2008 tilsammen mistede over 120 millioner kroner.

Præcise krav til sikkerhed
I dag indledes i Glostrup straffesagen mod 14 mænd, der anklages for røveriet til 62 millioner kroner mod Dansk Værdihåndtering i Brøndby.

En arbejdsgruppe er langt fremme med et sæt standarder for, hvordan store beløb opbevares og transporteres. For eksempel vil der blive stillet præcise krav til depoternes sikkerheds­foranstaltninger og til bilernes udrustning.

Politiets Efterretningstjeneste og rigspolitiet deltager i arbejdet og har repræsentanter i arbejdsgruppen.

De nye krav klar til sommer
Kravene drejer sig også om uddannelsen af de personer, der arbejder med de store kontantbeløb.

De nye standarder vil ikke kun omfatte selskaber i den private sikkerhedsbranche, der for eksempel henter kontanter i supermarkeder, men også Post Danmark og bankerne, oplyser direktøren i Sikkerhedsbranchen.

"Vi har været rigtigt glade for Nationalbankens initiativ og for, at det omfatter alle," siger Kasper Skov-Mikkelsen.

Efter planen skal de nye krav være klar til sommer.

Print artikelSend til en ven Del på facebook