Sydøstjyllands Politi i Horsens fraråder her til aften al unødig kørsel i trekantområdet Fredericia-Kolding-Vejle på grund af kraftigt snefald.
Snevejret medførte godt en halv snes biluheld, hvor personer kom til skade, men ingen alvorligt, oplyser vagtchefen i Sydøstjylland.
Ved Kolding var motorvejen spærret i begge retninger, fordi lastbiler var skredet ud og blokerede for trafikken. I Syd og Sønderjylland måtte 19 mennesker bringes til forskellige sygehuse med kvæstelser som følge af uheld.
Mandskabsvogne sat ind
I Midt- og Vestjylland var snestormen til gengæld løjet af ved 20-tiden. Men forinden var det nødvendigt at rekvirere militærets pansrede mandskabsvogne til at assistere ambulancer med udrykninger til Nykøbing Mors, Hurup og Thisted.
På Aalborgvej ved Thisted var 11 biler impliceret i et harmonikasammenstød, som politiet stadig fredag aften var i gang med at rydde op efter. 14 personer blev kvæstet i sammenstødet, heraf én alvorligt.
"Hovedvejene er igen passable, men bivejene fyger til. Bilister bør være opmærksomme og køre efter forholdene," siger vagtchefen i Midt- og Vestjylland.
Falck måtte trække omkring 400 bilister fri af grøfter og snedriver.




