950 passagerer sad næsten hele dagen fanget på færge i Østersøen
De 950 ombordværende på passagerfærgen Amorella i Østersøen kan ånde lettet op, efter at skibet det meste af torsdagen havde siddet uhjælpeligt fast i metertyk is - oven i købet efter en mindre kollision med et andet skib.
Tidligt her til morgen lykkedes det i fællesskab for isbryderen Ymer og tre mindre isbrydere at trække færgen fri af isen ved Kapellskär i Stockholms nordlige skærgård.
Ud over isen vanskeliggjordes arbejdet af kraftig blæst.
"Men nu er færgen fri, og det går med god fart mod Stockholm," siger stedfortrædende rederichef i det svenske Sjöfartsverket, Johnny Lindvall, til nyhedsbureauet TT.
Tidligt fredag kæmpede isbryderpersonale med at trække to andre fartøjer fri uden for Norrtälje, og i alt venter et halvt hundrede skibe rundt om i Østersøen på isbryderassistance som følge af den kraftige nordenvind, der presser isen ind mod de svenske kyster




