Medlemmer af terrorceller med tilknytning til al-Qaeda er blevet idømt lange fængselsstraffe for blandt andet at planlægge angreb på amerikanske militærbaser i Tyskland.
De fire dømte islamister havde planer om at gennemføre "et nyt 11. september" i Tyskland, og de har erkendt, at de er medlemmer af terrororganisationen Den Islamiske Jihad Union.
De blev idømt mellem 5 og 12 års fængsel.
"Monstrøst blodbad"
Retten i Düsseldorf dømte de to tyske konvertitter Fritz Gelowicz og Daniel Schneider til hver 12 års fængsel. Adem Yilmaz, en tysk statsborger, fik 11 års fængsel, mens Atilla Selek, en tysker af tyrkisk oprindelse, blev idømt fem års fængsel.
Dommer Ottmar Breidling sagde ved domsafsigelsen, at de fire havde haft en drøm om, at "gennemføre et nyt 11. september 2001".
"Hvis de havde haft held til at føre deres planer ud i livet, ville det have ført til et monstrøst blodbad, hovedsageligt blandt amerikanske soldater, men også blandt civile," sagde dommeren.
Fandt bombemateriale i sommerhus
De fire blev anholdt i 2007 i et sommerhus i Nordrhein-Westfalen. Inden anholdelsen havde politiet overvåget dem i månedsvis på mistanke om, at de var i færd med at planlægge et terrorangreb. De tre havde blandt andet i 2006 deltaget i militante islamiske træningslejre i Pakistan.
Tysk politi fik kendskab til terrorcellen takket være de amerikanske myndigheders overvågning af internetkommunikationer mellem Tyskland og Pakistan.
I sommerhuset i den lille by Oberschleborn fandt politiet betydelige mængder af bombemateriale. Bomberne skulle blandt andet have været benyttet ved planlagte terrorangreb rettet mod lufthavnen i Frankfurt og en amerikansk militærbase i Ramstein.




