Stærke bandemedlemmer kontrollerer afdelinger i blandt andet Nyborg Statsfængsel, fortæller DR Fyn.
På de store fællesskabsafdelinger med op mod 30 indsatte, er det de stærke indvandrerbander, der bestemmer over de andre indsatte.
De styrer med trusler om vold, med regulære tæsk og med en række regler, der skal overholdes. Tonen er så rå, at det reelt er de dominerende indsatte, der laver reglerne for, hvordan hverdagen foregår i fængslet.
Svinekød forbudt
For eksempel må fangerne ikke lave svinekød i køkkenerne, fordi de udenlandske bandemedlemmer er muslimer.
Og hvis fangerne taler med personalet, falder hammeren fortæller tillidsmanden for fængselspersonalet Bo Henrik Sørensen til DR Fyn.
"Hvis nogen taler med os i enrum, får de tæsk. Det forhindrer os i at få en god kontakt med fangerne, så vi kan arbejde med dem," siger tillidsmanden.
Kriminalforsorgen erkender problemet
"Løsningen kan blive, at vi må lave mindre afdelinger, men i et fængsel som Nyborg, vil det kræve en ombygning," siger sikkerhedschef Michael Gørup.
I Horsens, Vestre og Vridsløselille fængsel oplever man de samme problemer som i Nyborg.
Og ifølge fængselsbetjentene er det svært at få overblik over, hvem der slås med hvem, da indvandrerbanderne ikke er så velorganiserede som for eksempel rockerne.




