Efterforskningsleder Peter Krogh fortæller om anholdesen af en mand, der er anholdt for drabet på 41-årige Chanette Sørensen
Nattens efterforskning af drabet på den 41-årige Chanette Sørensen i Horsens har nu ført til, at den første mistænkte er anholdt.
"Vi har anholdt og sigtet en mand, ja. Det er efterforskningen, der har ført frem til, at vi nu skal afhøre ham nærmere. Men vi er langt fra færdige endnu," siger efterforskningsleder Peter Krogh. Den 41-årige kvinde havde flere venner på besøg tirsdag, da der pludseligt blev skudt ind i huset udefra. Politiets teknikere var i morges fortsat i gang med at undersøge omgivelserne.
Peter Krogh oplyser, at den anholdte hører til kvindens bekendtskabskreds, og vedkommende blev anholdt i Horsens. Politiet har bedt retten gøre klar til grundlovsforhør onsdag aften klokken 20.
Den dræbte kvinde har tidligere været involveret i en narkosag, hvor hun blev frifundet. Samtidig har andre medier spekuleret i, at drabet kunne være et jalousiopgør.
"Vi holder alle muligheder åbne," siger Peter Krogh.




