Kombinationen af sne og hård frost i løbet af vinteren har betydet flere tilfælde end normalt af pludselige dødsfald. Flere danskere bliver nemlig ramt af dødelige blodpropper i hjertet, når det er koldt, og de samtidig skovler sne. Det siger overlæge på Rigshospitalets hjerteafdeling og medlem af Hjerteforeningens ekspertpanel, Finn Gustafsson, til nyhederne.tv2.dk.
"I vintermånederne er der en overhyppighed af blodpropper og pludselige dødsfald. Og der er især en overhyppighed på særligt kolde dage, og når man skovler sne," siger Finn Gustafsson.
Hjertepatienter i farezonen
Normalt skal hjertepatienter holde sig fysisk aktive, så lever de nemlig generelt længere, men når det er bidende koldt, er det bedste råd at lade sneskovlen stå, medmindre man har talt med sin egen læge først:
"Hvis man ved, at man har en hjertesygdom, så skal man være forsigtig med at skovle sne, og man skal være klar over, at der er en særlig risiko," siger Finn Gufstafsson.
Mange ved ikke, de har hjerteproblemer
Problemet er imidlertid, at mange mennesker ikke er klar over, at de har problemer med hjertet, før det er for sent:
"I den gruppe, der falder om i kulden på grund af hjerteproblemer, er der en overhyppighed af pludselig dødsfald hos personer, som ikke ved, at de har problemer med hjertet. Så er gode råde dyre, for vi kan jo ikke sige, at alle over 50 år ikke må skovle sne," siger overlægen.
Både amerikanske og canadiske undersøgelser viser, at der er en tydelig sammenhæng mellem blodpropper og pludselig dødsfald, når det er koldt - og når man begiver sig ud i at skovle sne.
"I Canada er man meget opmærksom på problemet, fordi man oplever fænomenet hver vinter," siger Finn Gustafsson.
40 procents større risiko for pludselig død
Der findes ingen tal for, hvor mange danskere der årligt dør af blodpropper eller lider en pludselig død som følge af kulde og sneskovling, men der har været flere tilfælde i blandt andet Nordjylland - der har været særlig ramt af kulde og sne - oplyser vagthavende ved Nordjyllands Politi til nyhederne.tv2.dk.
Et nyt stort studie fra Minnesota i USA, hvor de har meget kolde vintre, viser, at hyppigheden af blodprop i hjertet på dage, hvor temperaturen lå under frystepunktet, var 20 procent højere end på dage, hvor temperaturen var over 18 grader.
Undersøgelsen viser desuden, at hyppigheden af pludselig og uventet død - der oftest skyldes en stor blodprop i hjertet eller dødelig hjerterytmeforstyrrelser - var øget med 40 procent på kolde dage.
Livsfarligt at skovle sne:
Når det er meget koldt trækker blodkarrene sig sammen. Hjertet skal derfor arbejde hårdere for at pumpe blodet rundt.
Når man belaster hjertet skal kroppen bruge mere ilt, men de sammentrukne kar kan give iltmangel i hjertet, og derved kan man udvikle blodpropper.
Blodets kolesterolindhold er i gennemsnit højere om vinteren sandsyndligvis fordi vi spiser mindre grønt og får mindre motion, men det er uvist om det har betydning for den øgede risiko for blodpropper.
Cirka 10.000 danskere dør af åreforkalkning i hjertet hvert år (de fleste af en blodprop).
Kilde: Overlæge på Rigshospitalets hjerteafdeling, Finn Gustafsson.




