Foråret bliver en kold fornøjelse

Torsdag d. 25. feb. 2010 kl. 16:46 af Trine Fisker, trfi@tv2.dk for TV 2 Nyhederne (opd. d. 25/2 2010; 16:55)

Vinter

Når vi på mandag bladrer endnu en gang i kalenderen og kan konstaterer, at årets første forårsmåned er i gang, er der desværre ingen udsigt til, at der også er forårsfornemmelser uden for kalenderen. Prognoserne for mandag den første marts er nemlig overhovedet ikke forårs-agtige. Nærmere tvært imod.

"De seneste prognoser tyder på at årets første forårsdag byder på kold nordenvind, sne til især den sydøstlige del af landet og en nattetemperatur på ned mellem fem og ti minusgrader," siger Anders Brandt fra vejret.tv2.dk.

"Så det bliver en vinterlig start på foråret," konstaterer han.

Ingen forårsgaranti
Og det er en vejrtype, der ifølge Anders Brandt fortsætter et godt stykke ind i marts.

"Marts er ikke garant for forårsvejr - og slet ikke med den vinter vi har haft," siger han.

Og ser man tilbage på tidligere år, så er det ikke unormalt, at marts måned byder på vintervejr.

I 2005 målte man minus 20 grader i marts måned og for to år siden begyndte vinteren først i marts, så selv om vinteren har varet længe i år, så begynder marts næsten som den plejer. Dog kan man godt mærke, at foråret er kommet, hvis man skulle være så heldig at få solen at se.

"Hvis solen titter frem, så kan man godt mærke, at det er forårssolen, man har med at gøre," siger Anders Brandt.

Print artikelSend til en ven Del på facebook