Vi har fundet balancen på glat is

Torsdag d. 25. feb. 2010 kl. 11:51 af Natali Braagaard for TV 2 Nyhederne

Biler p? glat vej 2

Danskerne har tilsyneladende lært at finde balancen på de glatte veje og fortove. For på trods af at morgenens isslag skabte spejlglatte veje især i Midtjylland og på Sjælland, har skadestuerne ikke haft mere travlt end normalt med fald- eller bilulykker. Sådan lyder meldingen fra skadestuen på Bispebjerg Hospital i København og på Århus Universitetshospital.

"Vi har ikke haft særlig travlt - slet ikke som vi tidligere på vinteren har haft," lyder det fra afdelingssygeplej­ersken på skadestuen på Århus Universitetshospital.

Vejret skabte travlhed i januar
Årets første måned bød ellers på masser af forstuvninger, brækkede knogler og blå mærker på grund af vejret.

Det har resulteret i, at sygepersonale på skadestuerne i både Jylland, på Fyn og Sjælland har måttet løbe ekstra hurtigt. Det viser en opgørelse som nyhedsbureauet Newspaq har lavet.

På Åbenrå Skadestue og de tilhørende tre skadeklinikker i Sønderborg, Haderslev og Tønder havde man således til sammen 2.841 patienter igennem til behandling i januar 2009. I januar i år måtte hele 3.305, eller hvad der svarer til 16 procent flere, en tur i lægens og sygeplejerskens hænder.

Typisk midaldrende kvinder og ældre
Lidt længere mod nord, på skadestuen på Århus Sygehus, har personalet også haft ekstra travlt i januar; 830 flere patienter har i år fået behandling efter fald i det glatte føre, det svarer til ca. 30 flere patienter om dagen.

"Det har typisk været midaldrende kvinder og ældre. Og det overskyggende her har været brud på håndled på kvinderne, fordi de typisk har svagere knogler end mændene," siger afdelingssygeplejerske Hanne Boyles til Newspaq.

Fynboer har også været nede at ligge
Fynboerne har også været nede og ligge i sneen mere end normalt. På Odense Universitetshospital har man i december og januar i år haft 1.041 til behandlinger efter fald i det glatte føre. Årene før lå tallet på bare 408.

På Holbæk Sygehus på Sjælland har man kunne mærke den kolde vinter på antallet af ortopæd­indlæggelser, hvor patienter behandles for mere alvorlige brud. I januar sidste år var 168 indlagt, i år kom det tal op på 183, altså 13 procent flere.

Print artikelSend til en ven Del på facebook

Det har typisk været midaldrende kvinder og ældre. Og det overskyggende her har været brud på håndled på kvinderne, fordi de typisk har svagere knogler end mændene

Hanne Boyles