Lars Løkke Rasmussen har sat sit eget ministerhold, og statsministeren gør nu også op med et hovedpunkt fra Anders Fogh Rasmussens tid: Kontraktpolitikken.
Statsminister Lars Lars Løkke Rasmussen (V) vil lede sin regering med overordnede målsætninger i stedet for konkrete og håndgribelige løfter.
Løkkes forgænger, Anders Fogh Rasmussen, indførte ellers den såkaldte kontraktpolitik og udstedte helt konkrete løfter, som vælgerne kunne holde ham fast på.
Posen skal rystes
Men når Lars Løkke Rasmussen tirsdag formiddag præsenterer det nye regeringsgrundlag, der går under navnet 'Viden, vækst, velstand og velfærd', er de politiske målsætninger ikke så konkrete som tidligere. Det bekræfter Venstres nye gruppeformand, Kristian Jensen.
"Vi vil gerne skabe muligheden for, at man mentalt ryster posen. Efter otte og et halvt år som regeringsparti skal man kunne kigge fordomsfrit på sine egne holdninger og handlinger og se, om det er noget, man skal ændre på, selv om vi selv har stået fadder til det," siger Kristian Jensen.
Danmark skal være rigest i 2020
Politiken skriver onsdag, at en af de overordnede målsætninger er, at Danmarks skal være det rigeste land i verden i 2020. Danske skoleelever skal være blandt de dygtigste i 2020, og danske universiteter skal ligge i top i verden.




