Aviser om rokade: Ligner ikke vinderhold

Onsdag d. 24. feb. 2010 kl. 07:43 af Natali Braagaard for TV 2 Nyhederne (opd. d. 24/2 2010; 08:00)

Aviser

Statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) omfattende ministerrokade får en blandet modtagelse i dagens aviser.

Under overskriften "Afdansning - ministerrokaden udstiller kun Løkkes regeringskrise," mener Politiken således, at regeringen står mere rådvild tilbage efter ministerrokaden end før rokaden:

"De mest inkompetente ministre er endelig blevet skiftet ud med usikre satsninger, men reelt er der tale om, at en yderst begrænset talentmasse er blevet flyttet rundt - som i en stoleleg til en fest, der er ved at fuse ud," skriver Politiken.

Ingen markant gevinst
Avisen understreger, at selv om Anders Fogh Rasmussens hold nu er skiftet ud på 17 af de 19 pladser, så tegner der sig et generelt billede af en febrilsk satsning:

"Svagheden ved rokaden er, at Lars Løkke nu har spillet sin største trumf - uden at opnå en markant gevinst."

"Det ligner ikke et vinderhold"
På samme måde langer Børsen ud efter Lars Løkke Rasmussen nye ministerhold:

Nu har statsministeren sat det hold, der skal vinde næste valg. Det ligner ikke et vinderhold, men der er ikke flere skud i bøssen, og det er denne regering, der skal kæmpe for at vinde næste valg," skriver Børsen.

Erhvervsavisen hæfter sig - ikke overraskende - ved, at der i den nye regering ikke er noget, der varsler om nye initiativer til vækst i den private sektor.

"Hvis den største udfordring er at få gang i væksten i dansk økonomi, og forbedrede langsigtede reformer ligner den nye regering bestemt ikke et vinderhold.

B.T.: Fornyelse og dristighed
Ekstra Bladet og B.T. er enige om, at den nye regering er mere faglig kompetent end den gamle. B.T. skriver således, at rokaden uden tvivl vil styrke Lars Løkkes position som leder:

"Samme med Lene Espersen har statsministeren demonstreret den nødvendige brutalitet til at sammensætte et hold, der både vidner om fornyelse og dristighed - og blikket for at fastholde erfarne og kompetente personligheder som eksempelvis Bertel Haarder og Per Stig Møller."

Kvaliteten er højere
Ekstra Bladet skriver, at det varede længe før Lars Løkke Rasmussen endelig satte sit eget ministerhold, men at han til gengæld også har gjort det grundigt nu - og vigtigst af alt: Han har sagt farvel til de mest kritiserede eller usynlige ministre:

"I snit er den faglige kvalitet højere i det nye kabinet end i det gamle, men da de fleste skal sætte sig ind i helt nye arbejdsområder, går der let et halvt år, inden de for alvor fungerer," skriver Ekstra Bladet.

Print artikelSend til en ven Del på facebook